|
Vi har i Århus Kommune flere end 300 hjemløse. Nogle bor på herberg, men mange lever på gader og stræder.
Vi har nu en mulighed for at forbedre forholdene for de hjemløse.
Mobiltelefoner er uhyre vigtige for hjemløse. De er langt vigtigere end for os, der har en fast postadresse, fastnettelefon og internetadgang.
Mobiltelefonen er ofte den hjemløses eneste kontakt til et i forvejen spinkelt netværk.
De hjemløse har derfor i vid udstrækning mobiltelefoner blandt de få ejendele, som de tager med sig.
Mangler hjem og stikkontakt
Men hvordan får man mobiltelefonerne opladet, når man ikke har et hjem og en stikkontakt? I praksis får de hjemløse deres telefoner opladet på herberg og forsorgshjem, men det er ofte ikke ligetil, da der er rift om stikkontakterne.
Desuden kan det være en psykisk belastning for den hjemløse ikke at være selvhjulpen, men være afhængig af at kunne låne en ledig stikkontakt.
Man har i København nu iværksat et projekt, som skal gøre det nemmere for de hjemløse at få opladet deres mobiltelefoner.
Projektet går ud på, at der produceres en taske, som indeholder en oplader drevet af solceller.
Herved udnytter man gratis energi på en miljøvenlig måde, som den hjemløse nemt kan drage fordel af, i og med at han eller hun bevæger sig udendørs.
Med dette projekt har man fundet en løsning, som kan gøre de hjemløses dagligdag og kontakten til omverden lettere.
Hjælp til offentlige instanser
Århus Kommune burde iværksætte et lignende projekt.
Problemet med at få opladet mobiltelefoner er ikke kun et kæmpe problem for den hjemløse, som er afhængige af telefonen.
Det er også et problem for de offentlige instanser, som kan have svært ved at komme i kontakt med en hjemløs.
Ofte er mobiltelefonen den eneste direkte kontakt til den hjemløse, da der ikke er en fast adresse, som man kan finde vedkommende på.
Det er vigtigt, at vi i Århus Kommune forsat kæmper for at forbedre forholdene for de hjemløse.
Vi har her at gøre med en udsat gruppe, som ofte ikke har ressourcerne til selv at råbe op, og derfor er det vigtigt, at vi tager stilling til de udfordringer, som lige netop denne gruppe står overfor i dagligdagen.
»Mobiltelefonen er ofte den hjemløses eneste kontakt til et i forvejen spinkelt netværk.«.
Bragt i JyllandsPosten d. 5. maj 2009
|